Firmatur til Finland

Firmatur til Finland

De sidste praktiske detaljer omkring årets ordinære generalforsamling for vores internationale TEN-organisation er netop faldet på plads, og Virtus Advokater kan i den anledning annoncere, at TEN-netværkets danske repræsentant møder talstærkt op med fuld tilslutning fra vores kontor, som glæder sig til at besøge årets værtsnation i Tampere, Finland.

Vi glæder os i den forbindelse særligt til, at vi igen er samlet med vores kollegaer fra nær og fjern, herunder ikke mindst de nationer, der under COVID har måtte affinde sig med digital ’tilstedeværelse’ under vores seneste sammenkomster.

Fokus for årets møde er at drøfte det forgangne år og at styrke vores professionelle relationer og samarbejde yderligere, idet vi i øvrigt ser frem til at byde vores seneste nye medlem fra Slovakiet velkommen.

Foruden de mere seriøse punkter på dagsordenen, prioriterer vi ved Virtus Advokater altid at få et par gode oplevelser, når vi rejser i fællesskab, da vi finder det givende for vores interne relationer og sociale sammenhold.